Aktion/Auktion
22. sep. 2009

Mandag aften sluttede kunstprojektet Aktion Auktion med et rekordstort indsamlingsresultat på 618.500. Pengene går til de afviste irakiske flygtninge gennem Kirkeasyl. Auktionshuset Bruun Rasmussen er imponeret over resultatet.


Med et rekordhøjt indsamlingsresultat på 618.500 sluttede kunstinitiativet Aktion Auktion mandag aften med en live-auktion faciliteret af auktionshuset Bruun Rasmussen. Pengene fra indsamlingen skal gå direkte til de afviste irakiske flygtninge gennem Borgerinitiativet Kirkeasyl.


”I Kirkeasyl er vi meget glade for den overvældende støtte fra de danske kunstnere og kunstkøbere. De afviste irakiske asylansøgere har brug for al den hjælp og støtte, de kan få, og det får de nu også igennem denne imponerende indsamling,” udtaler Sigurd Jakobsen fra Kirkeasyl og supplerer:


”Pengene vil primært gå til økonomisk støtte og juridisk bistand til de irakiske flygtninge, som stadig får behandlet deres sag i Danmark, samt økonomisk støtte til de tvangsudviste irakere, som befinder sig i Irak.”



Bruun Rasmussen overvældet over indsamlingsresultat

Peter Christmas-Møller, salgs- og vurderingsdirektør i Bruun Rasmussen, er imponeret over det endelige indsamlingsresultat. Allerede inden webauktionen startede, var indsamlingen oppe på 480.000 kr.


”Årsagen til det imponerende indsamlingsresultat skal nok findes i, at vi ved denne indsamling har kunnet kombinere det bedste fra vores onlineauktioner og fra vores traditionelle auktioner,” udtaler Peter Christmas-Møller og fortsætter:


”Og så skyldes det markante indsamlingsresultat også Aktion Auktions ihærdige indsats for sagen kombineret med den store opmærksomhed, auktionen har fået i medierne. Det har betydet, at det har været alle og enhver, som har deltaget i auktionen. For os som auktionshus viser det, at auktioner ikke kun er for eliten og professionelle kunstinteresserede.”


Arrangørgruppe er glad for opbakning

Initiativgruppen bag Aktion Auktion er overvældet over den markante opbakning, projektet har kunnet nyde. Rigtig mange danskere, som normalt ikke køber kunst, har været forbi udstillingen i Kødbyen og indgivet bud for at støtte de irakiske flygtninge.


”Vi er stærkt overvældet over den støtte og interesse, projektet har nydt. Vi er rigtig glade for at kunne give et så markant indsamlingsbeløb til de irakiske flygtninge,” udtaler Emilie Nilsson fra Aktion Auktion

21. sep. 2009
Idag mandag den 21. September afsluttes Aktion/Auktion med en auktion på Karrierebar på Flæsketorvet.
Der kan bydes på værkerne på bruun-rasmussen.dk indtil kl. 15 mandag. Derefter overgår budene til en fysisk auktion på Karrierebar mellem kl. 18 og 20 med Peter Christmas-Møller fra Bruun Rasmussen som auktionarius.

Den fysiske auktion tager udgangspunkt i de priser, der er opnået på net-auktionen. Alle indgivet maximumpriser blive taget med til den fysiske auktion og bliver forvaltet af Bruun-Rasmussen.

Byd på værkerne her

Der er indregistrering for bydere mellem 16.30 og 18.00

Værkerne kan også ses på Høkerboderne 8 mandag fra kl. 14-20.
Alle indtægter fra Auktionen går ubeskåret til de afviste eller tvangsudviste irakiske flygtninge.


Værkerne kan også ses på Høkerboderne 8 mandag fra kl. 14-20.
Alle indtægter fra Auktionen går ubeskåret til de afviste eller tvangsudviste irakiske flygtninge.

20. sep. 2009

Aktion/Auktion har fået en stand på Art Copenhagen i Forum denne weekend. Her kan man høre mere om projektet og auktionen på mandag, købe kataloger og muleposer og vi deler også plakater ud! Vi håber i har tid til at kigge forbi.

Åbningstiderne er:

Lørdag d. 19.9 kl. 11-19 og

Søndag d. 20.9 kl. 11-19



Husk også at udstillingen stadig har åbent i Høkerboderne 8 til og med mandag d. 21. september.

Åbningstiderne er:

Lørdag d. 19.9. kl. 12-18

Søndag d. 20.9 kl. 12-18

Samt mandag d. 21.9. kl. 14-18

Den fysiske auktion finder sted på Karrierebar, mandag d. 21. september, også i den hvide kødby. Netauktionen på Bruun-Rasmussen lukker mandag kl. 15.00

Der er åbent for indregistrering hos karrierebar fra 17-18. I samme tidsrum er der mulighed for at efterse værkerne i Høkerboderne.

Kl. 18 går den fysiske auktion igang, vi regner med den varer til kl. ca. 20.30.

Vi Håber at se jer,

De bedste hilsner

Aktion/Auktion

14. sep. 2009
Siden ferniseringen i torsdags har udstillingen været meget velbesøgt. Med et besøgstal på over 150 om dagen hver af dagene fredag, lørdag og søndag, og to interessante arrangementer lørdag og søndag, har vi indfriet alle vores forventninger og mere til.

Lørdag havde vi besøg af forfatter Carsten Jensen, menneskerettighedsforkæmper Inge Genefke og tidligere medlem af FN's og EU's Torturkomité Bent Sørensen til et arrangement omhandlende statens håndtering af de afviste irakiske flygtninge.

Søndag stod Kenneth Balfelt, Morten Goll og Tone O. bag et arrangement med Asyl Dialog Tanken, Trampolinhuset og Michala Bendixen fra Komiteen Flygtninge Under Jorden. Her blev der diskuteret lovgivning og rettigheder i den danske asylpolitik.

Se billeder fra Aktion Auktion her

Besøg Bruun Rasmussen her



Ambitionen med auktionen er allerede nået

Budene på auktionen har allerede oversteget vores ambition om at indsamle 200.000 til de irakiske flygtninge. Med et forløbigt indsamlingsresultat på 226.000 og en masse opmærksomhed og besøgende på udstillingen er de trætte arrangører forløbig ovenud tilfredse. Tak til alle jer som har hjulpet til, doneret værker, besøgt udstillingen og på anden vis været med til at muliggøre denne markante støtteerklæring til de afviste irakere.


13. sep. 2009

Aktion Auktion åbnede i går med en velbesøgt fernisering. Udenfor udstillingslokalerne gjorde gratis sushi og kaffe, Guarana Power bar, adskillige koncerter og en udholdende sol sit for at skabe en god stemning for de mange fremmødte. Senere fortrak mængden til støttefest i Kødboderne 18, hvor våde hårlokker kastede svedperler af sig til lyden af synthpop og soul, før Djuna Barnes og Trentemøller lukkede festen af med et kontant rockende punktum.


Se billeder fra åbningsdagen her

Besøg Bruun Rasmussen her





De forventede indtægter fra auktionen har allerede lagt sig på et skyhøjt niveau, og på et døgn er der allerede budt 140.000 kr. til de afviste irakere. Hurra!
Tak til alle jer, der var til åbningen i går, og jer, der på alle mulige andre måder har hjulpet, spillet, doneret og levet jeres liv vandret for denne sag!